Bikubenfonden
Bikuben Kollegiet Ørestad – Et fondsejet kollegium
I 2001 blev Kollegiefonden Bikuben stiftet med det formål at opføre og drive kollegier. Baggrunden for dette er ønsket om at stille så gode boligforhold til rådighed for de studerende som muligt, således at de kan fokusere på at dygtiggøre sig. Der findes nu Bikuben-kollegier i Odense, Aalborg, København og New York.
Bikuben Kollegiet i Ørestad stod færdigt i 2006. Den markante bygning er tegnet af AART Architects og er resultatet af en international arkitektkonkurrence om fremtidens kollegiebolig.
Kollegiet ligger i hjertet af Amager tæt på Islands Brygge og har plads til 113 beboere fordelt på 107 værelser – heraf fire handicapvenlige værelser og fire stk. 2-værelses med plads til en lille familie. Hver bolig har egne køkken- og badefaciliteter. Alle beboere er fælles om lounges, fitnesscenter, festsal og store terrasser med udsigt over Københavns tårne.
Bikubenfondens oprindelse
Sparekassen Bikuben blev oprettet i 1857 og havde ikke blot det erhvervsmæssige formål at drive pengeinstitut – sparekassen skulle også anvende en del af sit overskud til almennyttige formål. Det var Sparekassen Bikuben, som stiftede Bikuben Fonden af 1989, og i dag videreføres Sparekassen Bikubens idégrundlag. Det afspejles i Bikubenfondens vedtægter og i den bredspektrede indsats for kultur, uddannelse, sociale problemstillinger samt natur og miljø.
Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der uddeler midler fra fondens afkast og formue til gavn for samfundet, primært inden for kultur og sociale formål.
Den røde tråd i Bikubenfondens væld af aktiviteter er ambitionen om at fremme indsigt og udsyn i samfundet via støtte og udvikling af projekter af høj kvalitet og varig værdi for det danske samfund. Udover at uddele midler til projekter inden for kultur og sociale formål, udvikler Bikubenfonden også egne projekter, herunder prisuddelingerne Årets Reumert, Kronprinsparrets Priser og Udstillingsprisen Vision. Som led i visionen om, at fonden skal være aktivt engageret i pleje og bevaring af den danske natur, ejer og driver Bikubenfonden naturområdet Svanninge Bjerge på Sydfyn.
Bikubenfondens sociale arbejde
Bikubenfonden, der ejer kollegiet, arbejder for at skabe positive forandringer i samfundet. Kollegiet drives med det hovedformål at tilbyde studerende en god base under deres studier, men bruges også i Bikubenfondens sociale arbejde med at stoppe hjemløshed blandt unge. Det betyder, at fonden har afsat 10 kollegiepladser til unge, der har været på kanten af samfundet. De unge, der bliver optaget til disse pladser, kommer fra København Kommunes ungeprojekt og er valgt ud fra en plan om, at de inden for et år selv vil kunne blive studerende. De får massiv faglig og social støtte til at fungere godt på kollegiet – både fra Københavns Kommune og fra deres socialt stærke medkollegianere.
Bikubenfonden støtter vedvarende energi gennem køb af strøm fra havvindmøller.
Dette kan du læse mere om her.