Beliggenhed

Bikuben Kollegiet ligger i krydset mellem Njalsgade og Amagerfælledvej i Ørestad Nord – kun ca. 2 km fra henholdsvis Strøget og Rådhuspladsen. Desuden ligger kollegiet kun 7 minutter fra Christianshavn og 10 minutter fra Rådhuspladsen, hvis man cykler. Derudover befinder metrostationerne Amagerbro og Islands Brygge sig fem minutters gang fra kollegiet.

Endvidere er det væsentligt at bemærke, at kollegiet befinder sig under én kilometer fra større grønne områder, herunder Amagerfælled, Christianshavns Volde og Islands Brygge.

Kollegiets beliggenhed betyder, at det er en del af Grundejerforeningen Ørestads Universitetskvarter, som varetages af Grundejerforeningssekretariatet Ørestad. Hvis du vil vide mere om aktiviteter i området, kan du se deres facebookside. Ørestad Nord er den mest udviklede del af Ørestaden, og dermed også den mest livlige. Bikuben er placeret ved siden af IT-Universitetet og Københavns Universitets Amager (KUA).

På den anden side af Amagerfælledvej ligger de gamle karreer, der blev bygget, da Amagerbro kvarteret voksede frem i slutningen af 1800-tallet. I byudvklingsmæssig forstand er området enormt spændende, og den sammensatte karakter giver et fantastisk byliv med enorm diversitet.

da_DKDansk