Du er her

Om kollegiet

Bikuben Kollegiet er et rart sted at bo. Både de fysiske rammer for livet, samt den tekniske del af byggeriet er værd at skrive et par ord om. Især fordi kollegiet er nyt og eksperimenterende, har det allerede vakt stor opsigt og omtale. Her på siden vil vi opridse hovedtrækkene ved det hus som vi til dagligt kalder ”hjem”.

Beliggenhed

Bikuben Kollegiet ligger i krydset mellem Njalsgade og Amagerfælledvej i Ørestad Nord. Den del af Ørestaden der ligger tættest på det indre København. Denne beliggenhed betyder at kollegiet er en del af Grundejerforeningen Ørestads Universitetskvarter, som varetages af Grundejerforeningssekretariatet Ørestad. Hvis du vil vide mere om aktiviteter i området, kan du se deres facebook-side. Ørestad Nord er den mest udviklede del af Ørestaden, og dermed også den mest livlige. Vi ligger lige ved siden af KUA, som er det campusområde i Københavns Universitet, der har flest studerende tilknyttet. På den anden side af Amagerfælledvej ligger de gamle karreer, der blev bygget, da Amagerbro kvarteret voksede frem i slutningen af 1800-tallet. I byudvklingsmæssig forstand er området enormt spændende, og den sammensatte karakter giver et fantastisk byliv med enorm diversitet. Desuden ligger kollegiet kun 7 minutter fra Christianshavn og 10 minutter fra Rådhuspladsen, hvis man cykler. Metrostationerne Amagerbro og Islands Brygge kan nås indenfor 5 minutter på gåben.

https://www.facebook.com/gfsOrestad